http://cookie-script.com/s/.js
Videre til indholdStørre er ikke altid bedre, men når det kommer til mellemsåler på løbesko, har jeg fundet ud af, at større ER bedre. En højere mellemsål resulterer i mere støddæmpning og en mere responsiv affjedring.
New Balance Fuelcell Supercomb Trainer har en mellemsåls højde på hele 47mm, hvilket næsten føles ulovligt højt, nåh ja den er faktisk ulovlig at bruge til officielle konkurrencer.
Supercomp er en helt ny top performance serie fra New Balance som består af tre sko. Supercomp Pacer som er den letteste og primært egnet til korte distancer, Supercomp Elite Racer som er den lovlige racesko til de lange konkurrencer og til sidst Supercomp Trainer som er en carbon træningssko med maksimal støddæmpning. Alle skoene har en FuelCell mellemsål og en carbon plade.
Supercomp Trainer er New Balances første satsning, med en løbesko på over 40mm mellemsålshøjde. Deres to tidligere carbon træningssko, Fuelcell TC og Lerato, har ikke nær så meget mellemsålsmateriale og har begge en meget lavere stackheight, sammenlignet med Supercomp Trainer.
Supercomp Trainer erstatter faktisk FuelCell TC, i den kommende sæson, hvilket giver rigtig god mening, da Supercomb Trainer er en klar forbedring af den eller ret populære TC model. TC havde den svaghed at den var ret ustabil på grund af den meget smalle sålkonstruktion, hvilket gjorde at den ikke føltes specielt naturlig at løbe roligere ture i, den var klart bedst på hurtigere træningsture. Supercomp Trainer har en meget bredere platform, hvilket er med til at gøre den væsentlig mere stabil, selv for en overpronations løber
New Balance hævder, at Supercomp Trainer har evnen til at ophobe og returnere 40 % mere energi end FuelCell TC, men det ville jeg tage det med et gran salt, da jeg mener at der er andre faktorer, der spiller ind, såsom vægt, hvilket ikke taler til Supercomb Trainers fordel.
Supercomp Trainer vejer 320 gram for en standardstørrelse US 9 til mænd og har en stackheight i hælen på 47 mm og 39 mm i forfoden. Den vejer altså 45 gram mere end FuelCell TC, hvilket selvfølgelig også har en rolle at spille i forhold til hvor meget energi du skal bruge for at opnå topfart. Trods dette er min klare opfattelse at Supercomb Trainer giver mig mere returenergi og sparer mig for en del kræfter, på mine lange træningsture.
Supercomp Trainer passer perfekt ind i denne nye kategori af maksimal støddæmpende løbesko, hvor vi bla. også finder Hoka Bondi X, som dog efter vores oplevelse, dog er en del mere klodset end SC Trainer. Fuelcell materialet i Supercomp Trainer, fungere helt suverænt, da det er noget af det blødeste og mest responsive skum på markedet.
Da jeg første gang åbnede æsken med den nye Supercomb Trainer, vejede jeg den med det samme på min vægt, og jeg var virkelig overrasket over, hvor tung den var. Den er nemlig væsentlig tungere end andre sko i samme katagori, som f.eks On Cloudmonster. Men det var kun på vægten at jeg kunne se den var tungere, for følelsen da jeg fik skoen på var bestemt ikke, at den føltes for tung.
Da jeg fik skoen på og gik lidt rundt i den hjemme i stuen, føltes den lidt stiv, hvilket bekymrede mig. Men da jeg først var kommet afsted tænkte jeg ikke over det og skoen føltes rigtig godt på foden.
Min første løbetur var 15 km i blandet tempo. Jeg kunne med det samme mærke at jeg fik lyst til at løbe stærkt, men samtidig følte jeg ikke at jeg havde en let og lynhurtig carbon sko på. Den virkede virkelig stabil og beskyttende og faktisk vildt sjov at løbe i. Kunne virkelig godt mærke den høje mængde af returenergi. Min 15km træningstur blev gennemført med en gennemsnitsfart på 3.50 min/km, hvilket var noget hurtigere end planlagt, men det var virkeligt svært ikke at skrue på tempoet i skoen. Min rute var på blandet underlag, med mindre gruspassager og her skal man lige være opmærksom på at der godt kan sætte sig sten fast i den dybe rille under Supercomb Trainer. Jeg oplevede det ikke selv, men kan læse at andre løbere har oplevet dette.
Må indrømme at Supercomp Trainer er en af de blødeste og mest behagelige løbesko til daglig træning, jeg nogensinde har prøvet. Kombinationen mellem den bløde og responsive Fuelcell skum og carbon pladen, gør at der næsten ikke er nogen typer af træning du ikke kan gennemføre i denne sko, det skulle måske lige være de helt hurtige og korte intervaller på atletikstadion.
Den dybe rille under skoen fungere absolut perfekt (udover at den kan samle sten) og er med til at give den her meget fjedrene oplevelse, hvilket minder en del om fornemmelsen i Asics Novablast 3. Det der sker rent teknisk er at når man presser skoen ned mod underlaget, spreder rillen sig og når man så igen letter trykket i afsættet, vil rillen samle sig og dermed give en opdrift i dit afsæt.
Carbonpladen i Supercomp Trainer føltes lidt mere fleksibel end i Fuelcell TC og RC Elite v2, hvilket gør skoen mere behagelig også at løbe de lidt langsommere træningsture i. Derudover er pladen udformet i en konveks form som så bliver trykket flad når du presser foden mod underlaget og eksplodere så tilbage til sin konvekse form i afsættet, hvilket sammen med rillen i bunden, er med til at ophobe og returnere energien. Det virker så godt og jeg syntes godt at jeg kan mærke forskel på denne måde at bygge carbonpladen op på, i forhold til andre carbonsko. New Balance kalder denne teknologi for EnergyArc.
Overdelen i Supercomb Trainer føltes lidt ligesom en raceoverdel men dog stadig med en del mere polstring som man kender det fra almindelige mængdetræningssko. Jeg syntes overdelen virker meget åndbar, hvilket har været virkelig rart, da alle mine løbeture i skoen indtil videre er foregået i varmt vejr. Derudover var jeg meget begejstret for hælkappen, som virkelig omsluttede min hæl godt og jeg følte på ingen måde at min hæl bevægede sig op og ned under løbet. En sidste ting jeg vil nævne vedr overdelen er at den er ret rummelig i forfoden, hvilket jeg syntes var rigtig dejligt, da jeg har en lidt bred forfod. Ser ofte at carbonsko er en analse smalle, hvilket tidligere har skabt problemer for mig, på de helt lange træningsture, når fødderne begynder at hæve.
SuperComb Trainer er en kæmpe opgradering af FuelCell TC, specielt den bedre stabilitet og den ekstra højde og blødhed i mellemsålen, fungere virkelig godt.
New Balance Fuelcell Supercomb Trainer er virkelig god på alle typer af træningsture, men altså også som konkurrence sko på marathon og halvmarathon for motionisten. Den er jo som sagt ikke tilladt at bruge til World Athletics løb, hvilket gør at eliteten og sub eliten skal finde en anden sko at bruge til konkurrencer, hvilket de ville have gjort alligevel, da Supercomb Trainer, er for tunge og bløde til de helt hurtige løbere.
Må indrømme at det er en af de bedste sko jeg har testet de sidste mange sæsoner og en sko jeg personligt kommer til at træne rigtig meget i.
RUNNERS TESTLAB
URBANSGADE 26
9000 AALBORG
TLF: 20 68 77 77
MAN-FRE: KL. 10.00-17.30
LØR: KL. 10.00-14.00
NØRHOLMSVEJ 147A
BYGNING 4C-1
9000 AALBORG
INFO@RUNNERSLAB.DK
CVR: 38636952
E-mærket webshop
4,9 stjerner på Trustpilot
Afbetaling med Viabill