http://cookie-script.com/s/.js

Anmeldelse New Balance Fuelcell Prism V2

prism-1024x376-1

Jeg har igennem de sidste par år virkelig savnet en letvægts stabilitetsko til mine tempoture og længere intervaller. Ikke siden New Balance 1500 serien udgik har det lykkes mig at finde en løbesko som kunne opfylde mine krav om både lethed og stabilitet. Mit alternativ har været de helt dyre Carbon sko (har oftere kortere levetid), som har kunnet udfylde kriteriet om letheden og fart, men ikke kravet om stabilitet, eller en let mængdetræningssko med god stabilitet for feks Brooks Launch GTS, der så bare ikke har givet mig helt følelsen af fart og hurtighed. Så for hverken at sprænge bankkontoen eller øge risikoen for skader, har jeg haft brug for en anden type løbesko og det har jeg fundet nu!

Forbedringer i forhold til New Balance Fuelcell Prism V1

New Balance Fuelcell Prism V2 er klart blevet en af mine favoritter, og det er faktisk selvom version 1, ikke fungerede for mig. Fuelcell Prism V1, syntes jeg var alt for blød og jeg mistede en masse returenergi i mit afsæt. Derfor var det også med stor begejstring at opleve den ændret mellemsål i V2, som nu er meget mere fast og responsiv, så du virkelig får følelsen af at have en hurtig sko på. 

På indersiden har man placeret en lidt fastere gummi blanding, som giver løbeskoen en super stabilitet. Man skal ikke sammenligne den med en traditionel mængdetrænings stabilitetssko som feks New Balance 860 v11 eller Brooks Adrenaline GTS 21, som stadig er mere stabile. Men for en letvægtssko som er hurtig, er den rigelig stabil. Jeg overpronerer selv meget kraftigt og jeg får stadig følelsen af at New Balance Fuelcell Prism V2 støtter mig godt og at jeg ikke belaster unødigt, når jeg løber mine længere intervaller i skoene.

Så kommer vi til pasformen, som også nogle gange kan være en udfordring for mig, når jeg skal vælge konkurrence/interval løbesko, fordi jeg har en lidt bred forfod. Men selvom man ikke kan placere Prism V2 i kategorien “brede løbesko”, så har de alligevel formået at lave en super elastisk overdel, ja selv snørebåndene er elastiske, hvilket gør at skoen nemt udvider sig efter min forfod. Den nye mesh overdel gør desuden at skoen sidder rigtig godt til rundt om foden, syntes næsten man helt glemmer at man har sko på.

Play Video

Konklusion:

Jeg må virkelig indrømme at jeg er blevet forelsket i denne løbesko, da den stort set giver mig alt det en overpronations løber kunne ønske i en intervaltrænings sko. Den er stabil, den er responsiv, den har en suveræn pasform med god plads i forfoden og så er den også til at betale. Skoen har en vejl pris på kun 999,- hvilket jeg syntes er en rigtig fornuftig pris for en løbesko som mange nok vil bruge som deres sko nr 2. Derudover har New Balance Fuelcell Prism V2 en rigtig god levetid i modsætning til en del Carbon sko på markedet. Jeg har selv løbet en del kilometer i løbeskoen på meget hårde underlag og der er kun minimal slid at spore, plus at følelsen i mellemsålens bounce og responsivitet er helt intakt.

Et lille minus ved V2 kunne være at den blevet en lille smule tungere end version 1. Men jeg syntes rent faktisk ikke jeg kan mærke forskellen når jeg løber i skoen, her føles den bare hurtigere og giver mig et bedre flow i mit løb.

Besøg vores Testlab:

Har du brug for yderligere vejledning om løbesko eller er du blevet nysgerrig på at prøve New Balance Fuelcell Prism V2, så er du altid velkommen til at booke tid til en gratis løbestilsanalyse i vores Testlab i Aalborg, hvor en af vores dygtige fysioterapeuter står klar med råd og vejledning. 

Tekniske specifikationer:

Vægt:
267 Gram
Drop:
6mm
Underlag:
Asfalt, fortov og grus
Type:
Moderat overpronation
Brug:
Interval og konkurrence