http://cookie-script.com/s/.js
Videre til indholdDet fede ved de sociale medier er, at man får kendskab til en masse løbere
man måske ellers aldrig ville have mødt. En profil vi særlig har bemærket er,
Marie-Louise. En løbeglad pige, men sådan har det ikke altid været. Hun har
forsøgt at starte op på løb mange gange med blandt andet online
løbeprogrammer, der nok i sidste ende ikke helt matchede hendes behov, og
derfor mistede hun hurtig motivationen. Dog har hun altid været en aktiv pige
med blandt andet styrketræning.
Men senere kom to små børn til, og det var derfor ikke altid nemt at finde
tiden til fitnesscenteret som før.
En nabo skulle vise sig at vække interessen for løb igen hos Marie-Louise.
De begyndte at løbe sammen, og lige pludselig havde hun løbet 10 km! Og
ikke nok med det, fandt hun også glæden i løb, som gav hende et pusterum
og ro fra en travl hverdag.
Marie-Louise fortæller selv lidt om her, hvordan det hele startede og hvad der
motiverer hende til at løbe.
Vi håber at I kan finde lige så meget inspiration i hendes rejse med løb, som
vi kan.
Jeg hedder Marie-Louise, jeg er 31 år gammel (fylder 32 år i slut november)
og kommer fra Snejbjerg – en lille by vest for Herning. Jeg er gift med Anders
og sammen har vi to drenge på hhv. 5 år og 2 år Jeg er uddannet
sygeplejerske og til dagligt arbejder jeg i kommunens
hjerterehabiliteringsenhed, hvor jeg underviser- og har holdtræning med
borgere, som har haft en hjertesygdom.
Jeg elsker en aktiv livsstil – og udover mit arbejde, som også indebærer en
del motion – bliver meget af min fritid brugt (primært) på løb. Én dag i ugen
går jeg til funktionel træning, for at få suppleret løbet med styrketræning.
Jeg er også en meget social pige, og elsker at bruge tid med venner og
familie. Indimellem får jeg kombineret det sociale- og det aktive liv, ved at
melde mig til officielle løb sammen med venner – eller få lidt kvalitetstid og en
god snak på en gåtur. Den funktionelle træning jeg går til, er også noget jeg
deltager i sammen med en veninde.
Jeg har siden mine tidlige teenageår forsøgt mig med løb MANGE gange.
Men det blev aldrig til mere, end et par ture, og så glemte jeg lidt at komme
afsted. Jeg har også tidligere prøvet med et online løbeprogram til hhv. 5 og
10 km, men jeg har aldrig kunne holde motivationen til at nå helt i mål.
I en årrække brugte jeg meget af min fritid i fitnesscenteret, og fik på den
måde øjnene op for, hvad dedikation og vedholdenhed kan føre med sig af
resultater – både kropsligt, mentalt og præstationsmæssigt.
Med to små børn har jeg haft svært ved at finde tiden til at holde
fitnesstræningen ved lige. En af mine naboer er dog meget aktiv med løb, og
hun motiverede mig til, at prøve at snøre løbeskoene igen. Og ved at snap-
chatte til hinanden, når vi havde været ude og løbe, kunne vi fortsætte med at
motivere hinanden til at komme afsted. Der gik ca. en måned, fra jeg var
begyndt at løbe igen, til jeg løb min første 10 km’er. Den distance havde for
mig længe været en milepæl – men også virket lettere uopnåelig.
Siden den dag, gik løb fra at være en “sur pligt” for at få noget motion, til at
blive noget, jeg kan glæde mig til – en følelse jeg aldrig ville have troet, kunne
overgå mig. Jeg havde i mange år bildt mig selv ind, at jeg ikke var skabt til at
løbe, og at min krop ikke var bygget til det. Løb er også blevet mit frirum i en
hektisk hverdag med småbørns-familie-liv, madpakker, hamsterhjul og
ulvetimer. Og så er det nemt at gå til – på med tøjet og løbeskoene, og så er
man praktisk taget afsted.
Jeg er kæmpe fan af, at der er så mange muligheder, for at dyrke sporten. Og
det motiverer mig rigtig meget at have nogle løb i kalenderen, som jeg skal
holde formen ved lige til. Det gør bare noget at få et startnummer på maven,
og jeg oplever ofte, at kunne yde lidt ekstra til de officielle løb. Jeg har i årets
løb både løbet små lokale løb – men også større løb. Den største oplevelse i
år har været CPH-Half. Stemningen, opbakningen og euforien omkring det
hele, gjorde at jeg indimellem måtte tage mig selv i, ikke at fælde en tåre,
fordi det simpelthen var så overvældende – på den positive måde.
Endnu en væsentlig ting, som jeg holder af, er fællesskabet ved løb. Det
gælder både ude til de officielle løb, men også på de sociale medier. Jeg har
virkelig fået øjnene op for hvor mange seje løbere, der sidder derude rundt
omkring i landet. Folk er SÅ venlig, de hepper på hinanden, opmuntrer og er
altid frisk på at dele erfaringer og gode råd om løb! Og så er det altid sjovt at
møde “kendte” ansigter fra IG, når man er ude til løbs-arrangementer.
I øjeblikket kører jeg et forløb med Michelle Vesterby, som min løbecoach.
Jeg har valgt at starte et forløb med hende – dels for at have en kyndig
løbeperson ind over, som kan lave et personligt program til mig – og dels fordi
det motiverer mig, at have et program at følge. Jeg har på ingen måde
fortrudt at starte op ved Michelle. Hjælpen er aldrig langt væk, og man får
altid gode og konstruktive svar tilbage. Og så er hun bare et rigtig positivt
menneske, og hun er både meget engageret og professionel i hendes tilgang
til ens ønsker og mål.
Mine mål som de ser ud LIGE NU (i skrivende stund), er at blive hurtigere på
10 km distancen – så det skal der arbejdes med hen over vinteren. Og så er
planen at løbe et halvmaraton igen medio januar 2023 i min hjemby.
Om jeg nogensinde kommer til at give mig i kast med et maraton, er svært at
svare på. I januar i år havde jeg svoret, at jeg aldrig ville komme til at løbe
halvmaratons. Og nu her i slutningen af året, har jeg de første fire
halvmaratons på CV’et – og der er planer om mange flere næste år. Jeg har
det godt med halvmaratondistancen – men hvem ved, hvad jeg finder på?
Lige i øjeblikket veksler jeg mellem at løbe i mine HOKA clifton 8 og Saucony
Endorphine Speed 2. Sidstnævnte sko er forholdsvis nye, og jeg har lige
skulle vænne mig til dem, da de er noget anderledes end mine HOKA. Men
jeg er sikker på, at de bliver et godt bekendtskab 🙂 Jeg kan ikke sige, hvilke
jeg er gladest for. Saucony er godt til en hurtig tur, hvor jeg stadig vælger
mine HOKA til de lange distancer. Men det kan være, at det ændrer sig. Jeg
har endnu ikke fundet mig en model/mærke, som er en all-time-go-to.
Jeg har både haft modeller fra både Mizuno, Asics og nu Hoka og Saucony.
Jeg har et par modeller fra bl.a. Nike, som jeg også godt kunne tænke mig at
prøve engang.
“Hvis jeg kan blive en løber – så kan du også!” – det plejer at være mit
standart-svar. Og det kan lyde meget lidt motiverende at smide sådan en
sætning i hovedet. Men når man i 30 år, har bildt sig selv ind, at man ikke var
skabt til at være løber – og man så oplever “runners high” for første gang – så
mener jeg virkelig, at alle kan blive løbere.
Derudover er min anbefaling også, at man finder sig et mål at gå efter. At
finde motivationen til at opretholde de gode løbe-vaner, synes jeg var svært i
starten. Men med et mål og et løbeprogram at følge, følte jeg, at jeg var
“forpligtiget” til at komme afsted – og på den måde fandt jeg også lysten og
motivationen. Og i dag kan jeg ikke undvære mit løb.
Marie-Louise kan findes på instagram under navnet: runner_ml
RUNNERS TESTLAB
URBANSGADE 26
9000 AALBORG
TLF: 20 68 77 77
MAN-FRE: KL. 10.00-17.30
LØR: KL. 10.00-14.00
NØRHOLMSVEJ 147A
BYGNING 4C-1
9000 AALBORG
INFO@RUNNERSLAB.DK
CVR: 38636952
E-mærket webshop
4,9 stjerner på Trustpilot
Afbetaling med Viabill