Løbsberetning Budapest Marathon 2017

Kort om mig som løber; jeg løber når og hvis jeg har lyst! Jeg er udelukkende drevet af lysten til at være undervejs i mine løbesko – alene i skoven, på landevejen med en podcast i ørerne eller med en af mine uundværlige løbe-veninder. Min motivation for løb skal jeg ikke lede længe efter – den er blevet en selvfølgelig og helt uundværlig del af min hverdag og kan for mig sidestilles med et primært behov. Jeg løber som regel uden ur, men har til gengæld udviklet en fin fornemmelse for min egen krop og dens ydeevne og begrænsninger. Når jeg løber interval, er det når jeg er sent på den på vej på job, eller hvis tiden inden ungerne kommer hjem, kun er til en kort løbetur – så bliver det nødt til at foregå i et lidt hurtigere tempo og så tæller det som tempotur, i mit indre regnskab. Jeg har 7 marathons på cv’et og heldigvis bliver jeg stadig hurtigere på den lange distance – om det er min lystbetonede træning, den mentale styrke ved at have rundet de 40 år eller noget helt andet, er uvist – men jeg må indrømme at motivationen til løb er ekstra stor, når man bliver bekræftet i, at det ikke går den anden vej på alle fronter… endnu! Min hurtigste tid på marathondistancen var 3.37 – løbet i København sidste år og jeg ville da nok lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke håbede på at komme under 3.30 denne skønne dag i Budapest.

Søndag d. 15. oktober stod solen højt på en knaldblå himmel og lidt uvant for Ungarn på denne tid af året, ville temperaturen denne søndag snige sig op på 26 grader. Jeg var selvfølgelig i de korte tights, den letteste singlet og selvfølgelig påført solbriller, da starten gik kl 10.30. Dagene op til løbet havde jeg tvivlet en hel del på min form … Havde jeg nu løbet nok? Var mine hofteled ikke ualmindeligt stive? Og havde jeg også taget lidt på…? Vist nok en meget typisk indre dialog for en løber inden et marathon! Men på denne fantastiske morgen var jeg pludselig fyldt af en usædvanlig god fornemmelse og selvtillid og placerede mig i boksen længere fremme end jeg var tilmeldt og lagde mig lige bag ballon-løberne på 3.30.

Ruten var helt usædvanlig smuk og de første mange kilometer befandt jeg mig i en trance af fantastisk stemning, sol i ansigtet, sindsygt lækkert løbeflow og så med den smukkeste udsigt udover en morgendiset Budapest med dets store flotte bygninger og slotte. Og så er jeg typen, der i sådan en situation simpelthen bliver fyldt af store følelser – store følelser, der samler sig i kæmpe våde tårer, som vælter ned af kinderne i takt med råb, hujen, prusten og trampende løbesko!! Mon ikke en løber eller to kan genkende sådanne følelser? Når store våde tårer vælter ned af kinderne…. Omkring 13. kilometer havde jeg fået nok af at ligge i den meget tætte klynge af 3.30-løbere og lavede simpelthen et udbrud og lagde mig foran gruppen. I løbet af turen sakkede ballonerne bag mig længere og længere bagud og jeg vidste (dejligt uvidende, som man er, uden eget ur!) at så lå jeg da på den rigtige side af 3.30. De sidste 6 kilometer trak sgu tænder ud, men jeg holdt tempoet og kom ind over målstregen i tiden 3.25.24!! Behøver jeg skrive at jeg var EUFORISK… LETTET… LETTERE HYBERVENTILERENDE…. OG MEGET GLAD?

For mig er TID lidt anderledes end for mange løbere, ved jeg. I min daglige træning er jeg ligeglad med tid, men går utrolig meget op i mine løbeoplevelser – både mine egne kropslige oplevelser, men også ruten var god eller om jeg oplevede et godt flow evt sammen med en løbemakker. Om jeg havde nogle gode tanker eller fik nye ideer. At jeg så alligevel synes at det er fedt, at konkurrere mod tiden til løb, er bare en dimension, som er forbeholdt officielle løb for mig. Det er målbart og jeg kan stolt vifte med mit tal, men det forstyrer ikke min oprindelige lyst til løb, som handler om noget helt andet. Nu skal jeg heldigvis ikke have ur på i lang tid igen… Ikke før jeg til foråret nok skal løbe et marathon igen eller måske forsøge at slå min personlige rekord på den halve… Puh det bliver hårdt, men skønt! Sådan en løber er jeg….

Med venlig hilsen Team Runners Lab Kasper, Peter og Dorte